Før kurset


Forberedelse til kurset i klasserne

Her følger en række ideer til, hvordan du som lærer kan forberede dig på din egen skole før dagen i Ungdomsbyen. Du kan læse om, hvordan eleverne kan introduceres til kurset og hente opgaver, som kan bruges i undervisningen (se elevopgaverne).

Der lægges op til at læreren selv rammesætter kurset med afsæt i dette baggrundsmateriale og får taget hul på kursets overordnede tematikker. Rent teoretisk kan dagens fokus placeres i Anthony Giddens’ teoretiske model (kan hentes her), som viser den sammenhæng der er imellem:
  1. overordnede samfundsbetingelser
  2. lokale omverdensbetingelser
  3. lokal bevægelsesaktivitet
  4. individuelle forudsætninger

Særligt fokuserer kurset på de lokale omverdensbetingelser, som dækker over de materielle faciliteter i lokalområdet, samt love og normer for, hvad der er tilladt/populært. Dette fokus kan altså forstås som den overordnede rammesætning for, hvordan der vil blive arbejdet med eleverne i Ungdomsbyen, og du kan som lærer med fordel benytte samme tilgang. Det er ikke intentionen at bruge vanskeligt tilgængelige teoretikere i undervisningen af eleverne, men der henvises til bestemte teorier for at have en fælles referenceramme for forberedelsen i klassen og det teoretiske afsæt på kursusdagen.

Det er op til den enkelte lærer og klasse at tage stilling til, hvor meget kurset skal fylde i undervisningen. Men bemærk, at som obligatorisk forberedelse til kurset skal eleverne arbejde med Elevopgave 1.

Du kan ligeledes vælge at bruge denne begrebsliste samt det medfølgende spørgeskema i din forberedelse. Det kan hjælpe eleverne til at skabe et realistisk billede af deres aktivitetsniveau, samt hjælpe dem til at reflektere over hvorfor de er/ikke er aktive i deres hverdag. Spørgeskemaet er dig ikke obligatorisk at bruge i forberedelsen, men kan være et godt udgangspunkt for f.eks. en diskussion i klassen eller i mindre grupper, en undersøgelse af årgangens/lærernes/skolens elevers aktivitetsniveau - alt afhængig af det fag du ønsker at kurset skal indgå i.

For at aktiviteterne på kursusdagen skal give mening, er det vigtigt at eleverne som minimum har arbejdet med forberedelse af kurset i en dobbelttime. På den måde kan der sættes en time af til dokumentation og bevægelse i skolegården og ca. det samme til at diskutere, reflektere over og sammenligne de områder og bevægelser som eleverne har fundet frem til (se beskrivelse af opgave 1).

Ønsker du som lærer at udvide forløbets omfang, er det oplagt at inddrage en række idrætstimer til et længere forløb med bevægelse i skolegården. Denne del vil muligvis være mere oplagt efter kursusdagen, hvor både lærer og elever har fået bedre kendskab til parkour, men kan også lægges ind før kurset som ekstra forberedelse.

Teoretisk og fagligt afsæt for kurset (baggrund):


Denne del har til formål at give dig som lærer et godt afsæt for at deltage i kurset og sikre, at der kan arbejdes selvstændigt med eleverne før og efter besøget i Ungdomsbyen. Fokus er på den historiske og teoretiske forståelse af, hvad parkour er, samt på parkours potentialer som sundhedsfremmende aktivitet og filosofi.

Den teoretiske baggrund for kurset beskrives i to dele. Første del handler specifikt om parkour, mens Anden del har fokus på, hvordan bevægelse i byens rum kan forstås i en bredere samfundsmæssig kontekst.

{slide=Første del:|closed}

Parkour
Disciplinen parkour er svær at indfange. Spørger du én udøver hvad parkour er, vil du med garanti få et svar, som er forskellig fra andre udøveres svar. Det er en undergrundsbevægelse, som består af en mangfoldighed af udøvere, der træner på gaderne i hele verden. Skal man alligevel forsøge at indkredse et historisk arnested og afsætspunkt for parkour, skal man til Frankrig.

De franske forstæder
Parkour er startet i begyndelsen af 1980’erne af en gruppe på ni gode venner i den franske forstad Lisses. De startede sammen gruppen Yamakazi (”stærk mand”, ”stærkt sind” på japansk) og begyndte at træne i byen. Deres primære baggrund for det var, at de kedede sig og manglede noget at give sig til, og midt i alt betonbyggeriet, som de var omgivet af, fandt de ud af, at de kunne udfordre sig selv og hinanden og finde glæde herved. Den ene af drengene fra gruppen, David Belle, havde en far som havde kæmpet i Vietnam og havde trænet militæret i at bevæge sig hurtigt og sikkert igennem junglen, og de teknikker, som han kendte til, lærte han videre til de ni drenge, som tog det til sig og gjorde det til en del af deres træningsfilosofi, når de legede i byen.

I mange år frem vedblev træningen at være noget for en meget lille gruppe af folk i den franske forstad og politikere, politi og øvrig offentlighed så på Yamakazi som en gruppe vildmænd, der var fanget i byen, alt i mens drengene trænede videre og forfinede deres bevægelser og træningsmetoder. Den anonyme tilværelse varede indtil 2001, hvor den anerkendte franske filmmand Luc Besson lavede filmen Yamakazi med gruppens medlemmer i hovedrollen. Filmen blev en blockbuster og vist over hele verden og det blev startskuddet, som skulle få parkour ud af ghettoen og gjort til en verdensomspændende bevægelsesdisciplin.

Kommercialisering – parkour bliver globalt
Herefter gik det stærkt med udbredelsen. Der opstod lokale communities overalt i verden og særligt internettet og youtube var med til at understøtte populariseringen. Det muliggjorde, at udøvere kunne inspirere hinanden, og at subkulturen, på trods af at være subkultur, kunne skabe et stærkt globalt fællesskab. Herfra var der ikke langt til organisationer, som varetog undervisning og lynhurtigt vandt også kommercialiseringen af sporten frem, hvilket både har været godt og skidt for parkour.

Det har naturligvis givet en masse positiv omtale, at filmindustrien og reklamebranchen har set muligheder i sporten, men samtidig har det desværre også været med til at give mange en forkert eller i hvert fald meget begrænset indsigt i, hvad parkour drejer sig om. Kommercialiseringen har medført et enormt stort fokus på den performative del, de store spring i høje højder og har fjernet fokus fra den egentlige træning, og det har givet parkour en usund udbredelse, med mange skader til følge. Problemet er at de folk, som tordner frem på youtube og i filmene er toptrænede atleter, som har trænet i årevis, men i filmene vises kun toppræstationerne og ikke den lange og seje vej for at nå dertil. Derfor er den store opgave for communities rundt om i verden altså ikke at få opmærksomhed, men at sikre, at også den oprindelige træningsfilosofi fra de franske forstæder når verden rundt.

Bevægelsesfilosofien – L’art du deplacement
At lære og forstå træningsfilosofien, som ligger bag parkour og som gennemsyrer træningen for enhver sand udøver, er ikke noget som kommer ved at læse en bog eller studere hvad andre gør. Det kommer ved selv at bevæge sig og opleve, hvordan det føles på egen krop. Men der ligger nogle grundlæggende principper for træningen, som er den mentale indstilling og den tilgang som grundlæggerne træner og trænede med og som skal gøre én klar til de store udfordringer, som ligger i parkour.

Den grundlæggende træningsfilosofi og metode har rødder tilbage til methode naturelle, som er et træningssystem, som fokuserer på kroppens naturlige bevægelser (hoppe, løbe, kravle, balancere etc.). Disse bevægelser er naturlige for mennesket, men er glemt i mange unge og voksnes hverdag og skal derfor vækkes til live igennem træning. Alle disse naturlige bevægelser udgør i system en væsentlig del af den fysiske træning, som skal give én fysikken til at bevæge sig let og flydende i byen. Det er øvelser, som styrker smidighed, stabilitet, koordination og styrke. Ting, som alle er essentielle for en dygtig bevæger, som ønsker at holde sig stærk og vital hele livet. Derfor siger en af grundlæggerne (Laurent Piemontesi) også om træningen: ”We don’t train for today, or tomorrow, but for the next ten years”.

Fællesskabsfilosofien
Det er en udbredt misforståelse, at parkour er en individualistisk aktivitet, som kun fokuserer på udvikling af én selv. Faktisk er et helt centralt element i træningen arbejdet i gruppen, og hvordan man i fællesskab kan overkomme udfordringer. Et eksempel på dette er, at hele gruppen arbejder med de fysiske udfordringer og klatreøvelser, indtil alle er igennem: ”We start together, and we finish together”, som det hedder.

Når man er startet på en øvelse sammen, så stopper man ikke før alle er igennem. Det kan betyde, at de som er i god form eller tilfældigvis har let ved en øvelse er forpligtet til at hjælpe de svagere igennem eller i hvert fald selv at være i gang med en øvelse til alle er igennem, så der ikke tages energi fra gruppen. Ved at have fokus på den samlede energi i gruppen bliver det også tydeligt, at man ikke kun har ansvaret for sin egen træning og udvikling, men for hele gruppen. ”Vi starter sammen og vi slutter sammen” er således et mantra, som kan hjælpe én til at yde lidt ekstra, både for gruppen og for ens egen skyld.

{slide=Anden del:}

Bevægelse i byens rum
Parkour er altså en ny måde at bevæge sig på i byen og er ét ud af mange nye bud på, hvordan man kan være aktiv i sit hverdagsliv uden nødvendigvis at være meldt ind i en forening. Det er et eksempel på en tendens, som har vundet mere og mere frem siden 1980’erne; den selvorganiserede idræt.

I mange år har det været implicit, at var man fysisk aktiv, dyrkede sport eller motion, så foregik det i en forening. Her fulgte der en række forpligtelser med i forhold til driften af foreningen, man dyrkede sin motion på bestemte tidspunkter og i særlige dertil indrettede haller. Et øget behov for fleksibilitet og orientering mod individuelle behov har givet det traditionelle foreningsliv og organiseringsformer udfordringer, og den mere selvorganiserede idræt har vundet frem. Særligt blandt de unge over 15 år er tendensen helt klar, og det er nu størstedelen af disse, som får deres motion igennem den selvorganiserede idræt (Pilgaard, 2009).

En stor del af den selvorganiserede idræt foregår på gaden. Det kan være skatere, som bruger kanter og gelændre, bmx-cyklister, der bruger trapperne eller parkourudøvere, der tager fat i vægge og tage og lader disse blive deres træningsfaciliteter. Alle er de eksempler på bevægelsesformer, som indtager det offentlige rum og giver det en ny betydning.

Idræt på gaden
Kurset i Ungdomsbyen fokuserer netop på, hvad der ændrer sig, når idræt går fra at være noget som foregår i en idrætshal i et fast tidsrum, til at være en aktivitet, der kan foregå hvor som helt, når som helst. Det handler om at få en diskussion i gang omkring, hvad der ændrer sig, når man pludselig er i det offentlige rum blandt andre mennesker, som ikke deltager i samme aktivitet som én selv. Overordnet vil denne problematik blive behandlet på kurset ud fra to tilgange. Én, som handler om hvordan byrummet (konteksten) kan være med til at motivere og demotivere bevægelse og en anden, som handler om hvordan sociale normer kan have indflydelse på vores adfærd og udfoldelse.

Byens rum – invitation eller restriktion?
Den interessante diskussion er, hvordan omgivelser kan være med til at motivere eleverne til at bevæge sig, og hvordan de kan gøre det modsatte. Der er materialer, som er mere egnede til bevægelse end andre. Nogle kan holde til det og andre går i stykker, så snart de tages i brug. På lignende vis er der også tit restriktioner i det offentlige rum, som fortæller hvordan et rum må bruges.

Helt overordnet er der en tendens til at byen transporterer os, i stedet for at vi som mennesker transporterer os selv. Der installeres elevatorer og rulletrapper og parkeringshuse, så tæt på indkøbsmulighederne som muligt. Alt sammen noget, som er med til at minimere den mængde vi selv skal bevæge os. Parkour er et opgør med den lette løsning. Det handler om at finde udfordringer og overkomme dem. At genopfinde lysten til at bevæge sig i byen og lege i det miljø man omgiver sig med.

Men når man gør det, skiller man sig ud og så er det værd at overveje, hvilke konsekvenser det har, og hvad man kan gøre for at sikre sig omverdenens accept. Det som der her kommer fokus på er, at eleverne, hvis de bevæger sig i deres nærområde, formentlig vil bruge andre folks ejendom, og det handler om at få dem rustet til at gå i dialog med de folk, som ejer bygninger og lignende, om hvordan de kan bruges, så alle er tilfredse.

Normer for bevægelse i byens rum
Udover den konkrete fysiske kontekst og de regler, som gælder for denne del, ligger der en hel selvstændig diskussion og udfordring i, hvordan man skal forholde sig, når man udøver en så anderledes aktivitet, som at bevæge sig i et byrum, som eller udelukkende bruges til at transportere folk rundt imellem forskellige forbrugsmuligheder og deres hjem. Er man fysisk aktiv i byen, bryder man med normerne og kulturen. Nærmere bestemt normer omkring bevægelse i det offentlige rum i forhold til kropskulturen.

På kurset kommer vi til at fokusere på, hvordan eleverne helt konkret oplever det på deres egen krop og psyke, at skulle være aktive i byrummet, og vi kommer til at trække paralleller til andre kulturer, hvor holdningen til fysisk aktivitet er anderledes; både steder hvor folk er mere aktive og steder hvor al fysisk aktivitet på det nærmeste er bandlyst.
{/slides}

Ved at browse denne side acceptere du automatisk vores cookie politik.